MC Maler ansætter syrisk flygtning

For tre måneder siden ansatte MC Malerforretning Mahmoud, en syrisk flygtning, der kom til Danmark for halvandet år siden. Selvom Mahmoud endnu ikke snakker flydende dansk, ser MC Malerforretning stadigvæk massevis af potentiale og gå-på-mod i Mahmoud.

Mahmoud bor i Aarhus med sin kone og to børn og arbejder som maler ved MC Malerforretning. Efter at have boet halvandet år i Danmark har Mahmoud fundet sin plads på det danske arbejdsmarked, hvor han hver dag svinger penslerne sammen med sine kollegaer.

Arbejdsmoralen fejler ingenting - tværtimod

I Syrien har Mahmoud været vant til at arbejde op mod 18 timer om dagen. Det betyder, at Mahmouds arbejdsmoral absolut intet fejler - tværtimod. Faktisk må kollegaerne ofte bede Mahmoud om at sænke tempoet, når han arbejder. Det er dog ikke kun tempoet, som Mahmoud lærer at beherske, når han er på arbejde, for han lærer nemlig også det danske sprog.

MC Malerforretning sørger altid for, at Mahmoud er på arbejde med en kollega, der kan snakke flydende dansk. På denne måde bliver Mahmoud nødt til at snakke sproget hver eneste dag og med et personligt ønske om, at kunne tale dansk i fremtiden, bliver Mahmouds drømme altså realiseret dag for dag hos MC Malerforretning. Det betyder også, at Mahmoud slipper for at få skældud af sine børn, der med et smil på læben ikke er bange for at påpege fejl i Mahmouds danske tale.

MC Malerforretning er glad for at kunne hjælpe

MC Malerforretning er glad for at kunne hjælpe Mahmoud og resten af familien med at blive integreret i det danske samfund. Henrik Bak Knakkergaard, Malerkonduktør hos MC Malerforretning, lægger da heller ikke skjul på, at det har stor betydning for virksomheden, at kunne ansætte en maler som Mahmoud:

Det betyder meget for os at kunne hjælpe en familie med at blive integreret i det danske samfund. Mahmoud får lov til at tjene sine egne penge på lige fod med andre håndværkere, og han får samtidig en større omgangskreds. Det mener vi, er meget afgørende for, at kunne føle sig hjemme i et fremmed land, fortæller Henrik.

Mahmoud og familien drømmer om at få lov til at blive boende i Danmark resten af livet, og Mahmoud håber da også, at kunne arbejde som maler i årene fremover.

Vi anvender cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Læs mere om cookies